Odense Kanal er natur og kultur i en skøn sammenblanding. Her kan du se både store fragtskibe og små lystbåde på vej til og fra havnen. Du kan også nyde en cykeltur langs vandet i naturskønne omgivelser.
Kanalen har haft afgørende betydning for Odenses udvikling som søkøbstad. Den første kanal blev gravet i 1796-1803. Jorden blev dumpet i det lavvandede område øst for kanaludgravningerne og dannede herved Stige Ø. Frem mod midten af 1800-tallet oplevede byen den såkaldte kornsalgsperiode, hvor søfarten voksede kraftigt og i 1904 blev det nødvendigt at grave kanalen dybere.
Helt frem til 1970'erne var Odense Havn en vigtig industrihavn og kanalen tæt befærdet. På Havnens hjemmeside kan du se mange smukke billeder fra kanalen.
Vil du vide mere om kanalen? Vi kan anbefale Henrik Harnows Odense havn og kanal gennem 200 år – den kan findes på Odense Centralbibliotek eller bibliotek.dk.