Foto: Odense Bys Museer.
De fleste beboere var alt andet end glade for kommunens brev. Den fhv. tømrer og bygningskonstruktør H. C. Jespersen, der havde boet i et af husene i otte år (1958-1966), forstod godt myndighedernes betænkeligheder, men ville alligevel meget nødig forlade "dette lille paradis", som passede perfekt til ham.
"Jeg hader tanken om at blive stuvet sammen med andre mennesker, så jeg vil ikke på alderdomshjem, men tanken om at skulle sidde i et lille hummer i den larmende by er også frygtelig. For mig er det brev en tragedie."
Der var dog enkelte undtagelser. Således glædede Gerda Jensen sig til mere ordnede forhold efter at have boet i kolonien i hele 17 år:
"Tænk: Ikke mere at skulle hente vand en kilometer borte og ikke at skulle sende børnene en lang vej til skole i al slags vejr. Vist er der rart herude i de få sommermåneder, men om vinteren er der alt for mange ulemper og problemer. Huset her kan vel flyttes et andet sted hen og benyttes som sommerhus. Jo, vi glæder os."
Der var dog ikke alle, der kunne få lejligheder i Odense lige med det samme og det lykkedes derfor ikke at få alle til at flytte ud inden fristen 1. oktober. Først i februar 1967 havde de sidste fastboende forladt Sorthusene.
