Uheldige aber

Den 22. oktober 1938 blev Dauckes Tivoli ramt af uheld. På denne dag skulle Daucke modtage en beboelsesvogn med en stor mængde møbler og et bur med fire nye aber fra et tidligere omrejsende tivoli.

I begyndelsen gik alt efter planen. Vognen befandt sig på Godsbanegården i Odense og blev her hægtet på en lastbil fra Budcentralen og kørt afsted til Stige Ø. Kort før den nåede frem til Stigefærgen, drejede chaufføren imidlertid kraftigt for at undgå en fortøjningspæl. Herved kom beboelsesvognen ud i rabatten, rev sig løs fra lastbilen og slog en kolbøtte ned i kanalen. Chaufføren skyndte sig hen til en robåd, sejlede ud og forsøgte at redde aberne, men uden held. Vognen stod helt under vand og alle aber druknede.

Falck sendte to kranvogne ud og forsøgte at redde vognen, men udover aberne rummede den også et flygel, en kakkelovn, adskillige bogreoler, radioapparater og meget andet, som tilsammen vejede 7-8 tons. Det var derfor umuligt at få den trukket op af vandet med det samme. Det kunne dog stilles i en position, så de stærkt beskadigede møbler kunne reddes i land og den tomme vogn bjerges om søndagen.

Daucke efter Stige Ø
Daucke sagsøgte Budcentralens ejer, S. A. Wetche, og chaufføren for at få en erstatning på 3.338 kr., men fik intet ud af det. I 1940 frifandt Landsretten både chaufføren, fordi der var tale om et hændeligt uheld, og Wetche, fordi han ikke havde ansvaret for selve transporten.

Daucke blev i øvrigt nødt til at opsige lejemålet på Søpavillonen ved udgangen af 1938. Han udtalte siden, at det især skyldtes, at hans samarbejde med bådfarten havde skabt modvilje mod ham blandt de konkurrerende restauranter i Odense. Ifølge Daucke forsøgte de at undergrave hans forretning på forskellige måder, bl.a. ved at gøre det svært for ham at købe varer.

Men Dauckes dukketeaterkarriere fortsatte trods problemerne på Stige Ø og kom til at vare i ca. 30 år. Siden åbnede han Daucke Bar i Køge.

Stige Ø efter Daucke
Uheldene hindrede heller ikke en ny lejer i at videreføre traditionen med blandet gøgl på øen i turistsæsonen. I 1939 blev der atter reklameret med tivoli på Stige Ø, hvor der var karrusel, luftgynge, skydebane, boldkastning, lykkehjul og danseopvisninger.

Under krigen var det svært at få udenlandske artister til Danmark og besættelsen i 1940 lagde en kraftig dæmper på cirkusaktiviteterne. Der var dog fortsat underholdning på Stige Ø, om ikke andet i form af et Mester Jakel-teater fra Dyrehavsbakken.