Lossepladsen er spærret

Ved forskellige lejligheder er lossepladsen på Stige Ø blevet blokeret som led i strejker. Et eksempel er november 1984, hvor de kommunale renovationsmedarbejdere afspærrede Stige Ø i nogle dage i protest mod regeringens nedskæringer i dagpengene.

Den mest omfattende protestaktion fandt dog sted i oktober 1992. Her gik renovationsmedarbejderne i strejke i to uger, efter at Odense Byråd havde besluttet at overlade en del af renovationskørslen i byen til det private firma Marius Pedersen A/S. Samtidig blokerede medarbejderne Stige Ø for al affaldstransport, bl.a. med betonklodser og en bulldozer. Politiet blev tilkaldt i to omgange for dels at bryde blokaden, dels at hjælpe en af de private vognmænd, som blev forhindret i at køre tilbage fra Stige Ø.

Blokaden kunne hurtigt mærkes i Odense, hvor affaldet i den næste uge begyndte at hobe sig op. Efter en uge blev konflikten optrappet, da renovationsmedarbejderne begyndte at blokere bybusserne i Odense.

Komiteen for affaldsdeponering
Samtidig delte den anonyme gruppe "Komiteen for affaldsdeponering"løbesedler rundt til flere husstande. De opfordrede borgerne til at bruge Flakhaven foran Rådhuset og Klosterbakken ved Magistratens 5. afdeling som midlertidige affaldsdepoter, nu hvor Stige Ø var lukket. Foran Rådhuset nåede der at blive smidt 10-15 sække med affald. Det vides ikke, om komitéen var inspireret af Sigøjnersagen i 1970.

Byrådet ændrede dog ikke sin beslutning. Efter to ugers konflikt endte renovationsmedarbejderne med at gå i arbejde igen, efter at borgmester Verner Dalskov havde garanteret, at ingen af dem risikerede at blive fyret som følge af Marius Pedersens affaldstransport.