Den Grønne Hal

I 1970erne havde lossepladsen et formalingsanlæg, som gjorde det muligt at "blende" store dele af affaldet og blande det med slam. Herved blev det til en meget praktisk tyktflydende masse uden de lufthuller, som opstod, når man bare dyngede affaldet op.

Allerede på lossepladsens åbningsdag var der planer om at indkøbe et formalingsanlæg, men der kom til at gå 4½ år, før Odense Byråd i 1972 bevilligede 3,2 mio. af de 4,69 mio. kr., som anlægget kostede. Resten af beløbet kom som et lån fra Investeringsfonden, som igen blev finansieret ved at hæve Renovationsvæsenets gebyr på affaldssække med 25 kr. pr. afhentet sæk.

Byrådsdebatten i 1972
Byrådet var næsten enigt om, at et formalingsanlæg ville være et klart fremskridt for lossepladsen. Undtagelsen var SF's Alfred Andersen, som foretrak, at kommunen investerede i et forbrændingsanlæg på Stige Ø. Dels forbi et sådant ville give større indtægter end et formalingsanlæg, som jo slet ingen gav. Dels fordi formalingen angiveligt ville give mere forurening.

Det sidste argument stod han dog alene med. Borgmester Holger Larsen gjorde opmærksom på den røg og de slagger, som ville opstå, hvis man i stedet brændte affaldet. Han blev bakket op af sin socialdemokratiske partifælle, kredslægen Erik Lage, der i øvrigt præsenterede sig som "den eneste i salen, der virkelig forstod problemet". Andersens gensvar var

"Al respekt for kredslægen, men man vil nok på et tidspunkt opdage, at han ikke har ret, og så er det for sent."

Omvendt mente Venstres Lennart Larson, at Andersen ikke havde sat sig ind i sagen. Byrådet endte med at vedtage bevillingen til formalingsanlægget med alle stemmer, bortset fra Andersens.

Fordele ved det nye anlæg
Det nye anlæg blev bygget i Sverige, begyndte at arbejde i starten af 1970'erne og blev placeret i den metalkonstruktion, som siden har været kendt som Den Grønne Hal. I sig selv gjorde anlægget det muligt at reducere affaldsmængden med hele 60 %. Samtidig fik lossepladsen installeret et slamcentrifugeringsanlæg, som gjorde det muligt at spare endnu mere plads.

En ekstra fordel ved at formale affaldet var, at det i processen blev så opvarmet, at eventuelle rotter døde undervejs.

Ikke alt affald kunne dog formales. Jern og metal blev frasorteret og solgt som skrot, mens ting som grene, træ, grus og jord blev placeret på særskilte dele af lossepladsen.