Fynsværket

Fynsværket

De store blokke og skorstene på op til 235 meter gør svært at overse. Det er det største kraftvarmeværk på Fyn og producerer typisk 2.000 gigawatttimer om året, hvilket svarer til forbruget i ca. 500.000 husstande. Værket leverer også fjernvarme til både Odense og hele området omkring Odense Fjord. De store drivhusarealer nær byen forsynes ligeledes af Fynsværket.

Det første anlæg startede i 1953. I begyndelsen fyrede Fynsværket med jysk brunkul, da det efter krigen stadig ikke var tilladt at importere kul. Først i 1960'erne gik værket over til kulfyring. Det er også i stand til at bruge olie, gas, affald og biobrændsel. Især de to sidste brændselstyper får stadigt større betydning.

Fynsværket ejes i dag af Vattenfall, på nær affaldsforbrændingsanlægget, som stadig ejes af værkets tidligere ejer, Elsam.

Vil du vide mere om Fynsværket? Vi kan anbefale Holger Dyrbye og Jørgen Thomsens Spænding i fællesskab – den kan findes på Odense Centralbibliotek eller bibliotek.dk. Elforsyningen er beskrevet i bogen 100 år med el i Odense af Jens Åge S. Petersen, Andreas Skov og Jørgen Thomsen. Den kan ligeledes findes på Odense Centralbibliotek eller bibliotek.dk.